Om mig
Jeg er en pige fra 1956, som har 2 voksne børn med hver deres dejlige familie, og jeg bor i et lækkert hus tæt ved børn, strand og vand.
Jeg har et godt og indholdsrigt liv, hvor det allervigtigste sættes i højsædet – nemlig familien. Jeg har en fortid som mangeårig erhvervsrådgiver i bank.
I 1994, da jeg var 38 år gammel, fik jeg ved et tilfælde konstateret brystkræft i venstre bryst. Den praktiserende læge, som fandt knuden, fandt den heldigvis så tidligt, at der kunne laves en brystbevarende operation med efterfølgende strålebehandling. Det kom jeg godt igennem.
15 år senere - i 2009 - kom brystkræften tilbage. Kræften fyldte nu hele brystet og operation ikke mulig. Men efter 4 kemobehandlinger kunne der opereres, og brystet og kræften blev fjernet. Jeg fik efterfølgende 4 forebyggende kemobehandlinger og antihormoner. Og jeg kom også nogenlunde helskindet ud af dette. Kræften var i hvert fald væk.
Ved en brystkræftkontrol i 2013 fandt opmærksomme læger en ny kræft i min bughule, og den blev vurderet uhelbredelig gennem 11 år. Den var udsprunget fra blindtarmen og havde spredt sig til 6 ud de 7 zoner i bughulen. Jeg fik ni hårde kemokure, og kræften stoppede med at vokse. Her efter 11 år betragtes den ikke længere som uhelbredelig, da det anses for meget usandsynligt, at den nogensinde vil vokse igen. Jeg er derfor i gang med en proces, der hedder, at jeg ikke længere er uhelbredeligt syg, og jeg VIL simpelthen ikke tænke mere på den kræft, der hviler i bughulen. Det går fint - og hele mit system er lettet!
I 2022 fik jeg et sår i det gamle stråleområde, som ikke ville hele. Lægen konstaterede hudkræft. En kendt senfølge efter stråler fandt jeg ud af. Fem pletter blev fjernet, og jeg fik besked om at holde øje, da der vil komme flere.
Ved en kontrol i sommeren 2023 fandt vi en ny aggressiv brystkræft i det højre bryst. Brystet og kræften blev fjernet, og det var meningen, at der skulle følges op med syv forebyggende kemobehandlinger. Jeg fik én. Så kunne jeg mærke, at jeg ikke skulle have flere - hele mit system arbejdede imod. Jeg indhentede en second opinion og læste statistikker. Det bestyrkede mig i, at jeg umiddelbart kunne stoppe og stadig have en overlevelsesprocent omkring 70 efter 10 år. Så det gjorde jeg. Jeg stoppede efter den første kemobehandling. Jeg får 6 Zoledronsyrebehandlinger hen over de næste fire år, og de virker både forebyggende og knoglestyrkende. Det er jeg rigtig godt tilpas med.
Hele historien har betydet et liv med opture og nedture, men også et intensivt liv, hvor jeg sætter pris på hver eneste dag og gør alle de ting, jeg har lyst til. Det har også betydet, at jeg interesserer mig meget for det hele menneske. Jeg har undervejs i mine forløb haft behov for hjælp til krop, psyke og sjæl en hel del gange. Sygehuset har undervejs repareret min krop - og min opgave er at finde en god livskvalitet, som jeg nu selv definerer den.
Jeg har tænkt meget over, hvad meningen kan have været med de mange kræftdiagnoser. Jeg har besluttet, at jeg vil bruge alle forløbene konstruktivt og tage ved lære. Hvad kan jeg gøre bedre i mit liv? Det er faktisk en spændende proces, men også svær. Og jeg tror ikke, den nogensinde stopper......
Jeg interesserer mig meget for brugerinddragelse. Jeg har været medlem af Patient-pårørenderådet for Kræftområdet på Vejle Sygehus i 8 år og har været formand de 5. I forbindelse med stoppet blev jeg udnævnt til æresmedlem. Jeg har undervejs deltaget i relevante bestyrelser, styregrupper, workshops, paneldebatter og meget mere.
I dag er jeg folkepensionist efter nogle år som førtidspensionist på grund af de mange kræftdiagnoser og følgerne heraf. Og jeg er stadig aktiv på "patientstemmefronten". På sygehuse, i patientforeninger, via egne foredrag og hvor jeg ellers kan få lov at dele mine erfaringer. Det giver mening for mig.
Jeg har altid godt kunnet lide at skrive, så jeg har været en tur på Forfatterskole og er nu i gang med min bog nr. to.
