LIVSKVALITET

  Sygdom og senfølger


Om mig

Jeg er en pige fra 1956, som har 2 voksne børn med hver deres dejlige familie, og jeg bor i et lækkert hus tæt ved børn, strand og vand.

​Jeg har et godt og indholdsrigt liv, hvor det allervigtigste sættes i højsædet – nemlig familien. Jeg har en fortid som mangeårig erhvervsrådgiver i bank.

​I 1994, da jeg var 38 år gammel, fik jeg ved et tilfælde konstateret brystkræft i venstre bryst. Den praktiserende læge, som fandt knuden, fandt den heldigvis så tidligt, at der kunne laves en brystbevarende operation med efterfølgende strålebehandling. Det kom jeg godt igennem.

​15 år senere - i 2009 - kom brystkræften tilbage. Kræften fyldte nu hele brystet og operation ikke mulig. Men efter 4 kemobehandlinger kunne der opereres, og brystet og kræften blev fjernet. Jeg fik efterfølgende 4 forebyggende kemobehandlinger og antihormoner. Og jeg kom også nogenlunde helskindet ud af dette. Kræften var i hvert fald væk.

​Ved en brystkræftkontrol i 2013 fandt opmærksomme læger en ny kræft i min bughule, og den blev vurderet uhelbredelig gennem 11 år. Den var udsprunget fra blindtarmen og havde spredt sig til 6 ud de 7 zoner i bughulen. Jeg fik ni hårde kemokure, og kræften stoppede med at vokse. Her efter 11 år betragtes den ikke længere som uhelbredelig, da det anses for meget usandsynligt, at den nogensinde vil vokse igen. Jeg er derfor i gang med en proces, der hedder, at jeg ikke længere er uhelbredeligt syg, og jeg VIL simpelthen ikke tænke mere på den kræft, der hviler i bughulen. Det går fint - og hele mit system er lettet!

I 2022 fik jeg et sår i det gamle stråleområde, som ikke ville hele. Lægen konstaterede hudkræft. En kendt senfølge efter stråler fandt jeg ud af. Fem pletter blev fjernet, og jeg fik besked om at holde øje, da der vil komme flere.

Ved en kontrol i sommeren 2023 fandt vi en ny aggressiv brystkræft i det højre bryst. Brystet og kræften blev fjernet, og det var meningen, at der skulle følges op med syv forebyggende kemobehandlinger. Jeg fik én. Så kunne jeg mærke, at jeg ikke skulle have flere - hele mit system arbejdede imod. Jeg indhentede en second opinion og læste statistikker. Det bestyrkede mig i, at jeg umiddelbart kunne stoppe og stadig have en overlevelsesprocent omkring 70 efter 10 år. Så det gjorde jeg. Jeg stoppede efter den første kemobehandling. Jeg får 6 Zoledronsyrebehandlinger hen over de næste fire år, og de virker både forebyggende og knoglestyrkende. Det er jeg rigtig godt tilpas med.

​Hele historien har betydet et liv med opture og nedture, men også et intensivt liv, hvor jeg sætter pris på hver eneste dag og gør alle de ting, jeg har lyst til. Det har også betydet, at jeg interesserer mig meget for det hele menneske. Jeg har undervejs i mine forløb haft behov for hjælp til krop, psyke og sjæl en hel del gange. Sygehuset har undervejs repareret min krop - og min opgave er at finde en god livskvalitet, som jeg nu selv definerer den.

Jeg har tænkt meget over, hvad meningen kan have været med de mange kræftdiagnoser. Jeg har besluttet, at jeg vil bruge alle forløbene konstruktivt og tage ved lære. Hvad kan jeg gøre bedre i mit liv? Det er faktisk en spændende proces, men også svær. Og jeg tror ikke, den nogensinde stopper......

​Jeg interesserer mig meget for brugerinddragelse. Jeg har været medlem af Patient-pårørenderådet for Kræftområdet på Vejle Sygehus i 8 år og har været formand de 5. I forbindelse med stoppet blev jeg udnævnt til æresmedlem. Jeg har undervejs deltaget i relevante bestyrelser, styregrupper, workshops, paneldebatter og meget mere.​

​I dag er jeg folkepensionist efter nogle år som førtidspensionist på grund af de mange kræftdiagnoser og følgerne heraf. Og jeg er stadig aktiv på "patientstemmefronten". På sygehuse, i patientforeninger, via egne foredrag og hvor jeg ellers kan få lov at dele mine erfaringer. Det giver mening for mig. 

Jeg har altid godt kunnet lide at skrive, så jeg har været en tur på Forfatterskole og er nu i gang med min bog nr. to.

Foredrag

Mobirise Website Builder
Tilbud

Jeg tilbyder foredrag og debatoplæg om livskvalitet sammen med sygdom og senfølger.

Kan man selv gøre noget for at få et godt liv og en god livskvalitet?

Jeg er meget interesseret i sammenhængen mellem krop, psyke og sjæl.

Specielt har jeg fokus på et positivt mindset.

Jeg henvender mig til alle – patienter, pårørende, internt på sygehuse og alle øvrige interesserede. Pris afhænger af arrangement. 

Kontakt mig endelig for at høre nærmere.

Mobirise Website Builder
Erfaring

- oplæg hos Kræftens Bekæmpelse og Senfølgerforeningen
- oplæg lokalt
- deltaget i Go Aften Danmark sammen med min kræftlæge
- undervist på LÆGEDAGE (praktiserende lægers efteruddannelse)
- oplæg på Sygehus Lillebælt og Sygehus Sønderjylland
- indslag i DR TV-avisen og Radioavisen
- interviewet til P4 Syd og P4 Trekanten
- holdt oplæg på online- og fysiske kurser hos VIBIS (Nationalt Viden- og Kompetence-center for Brugerinddragelse)
- deltaget i flere undervisningsfilm
- foredrag hos patientforeninger og andre foreninger
- efterhånden en del egne foredrag

Mobirise Website Builder
Hvad brænder jeg for?

Det kunne være Fælles Beslutningstagning. Det er vigtigt, at patienten bidrager med sine præferencer, når lægen præsenterer en behandling. Når behandling og konsekvenser er gennemgået, kan patient og læge sammen tage en beslutning på et oplyst grundlag. 

Jeg er optaget af, hvordan man kan bruge livet konstruktivt. Kan man lære undervejs og finde et godt liv uanset hvilken modstand, man har mødt? Har man selv indflydelse på sine tanker?

Jeg er også meget optaget af, hvordan den komplementære alternative behandling kan supplere den konventionelle behandling.

Mobirise Website Builder

   
   "Når livet vælter"

Hvordan reagerer man, når man får en besked, man selv hører som en dødsdom?

Hvordan reagerer man fysisk og psykisk på, at man nu skal leve med en uhelbredelig kræftsygdom resten af livet? Et kort liv? Et længere liv? Eller…..

Jeg fortæller åbent og ærligt efter min tredje kræftdiagnose, som nu er uhelbredelig, hvordan jeg har oplevet og taklet de problemstillinger, jeg har mødt efter den uhelbredelige kræftdiagnose.

Hvordan er det for eksempel at tage stilling til sin egen begravelse blot 2 år efter forældrenes begravelse? Og hvad med troen, når sådan noget sker? Og jobbet? Har man senfølger efter 3 kræftdiagnoser?

Jeg har efter en lang proces fundet en ny, god og livsbekræftende tilværelse. Sammen med kræften.

Bogen kan købes hos mig. Den koster 149,00 kroner.  Den fås ikke længere hos Trykværket. Og kontakt mig endelig ved spørgsmål eller kommentarer.

Læs Senfølgerforeningens anmeldelse af bogen HER


Køb min bog "NÅR LIVET VÆLTER" her

Mobirise Website Builder

Patientens stemme


Jeg har fundet god mening i at bruge min stemme som patientens stemme overalt, jeg kan komme til det. Hvis jeg ikke fortæller, hvordan tingene virker på mig - hvordan kan folk omkring mig så vide det?

Kommunikation er en svær ting, men ikke desto mindre er den ualmindelig vigtig i alle sammenhænge. Jeg tænker: så længe udgangspunktet er en åben, ærlig og konstruktiv dialog, skal samtalen efterlade begge parter tilfredsstillet.

Jeg har gennem næsten 10 år oplevet, at sundhedspersonale, patienter og pårørende ønsker at afklare tingene ved at snakke sammen. Det er ikke altid lige let, og jeg har derfor ønsket at kaste min stemme ind, så længe jeg kan.

Jeg har gennem årene oplevet, at det gør noget godt for mig, når jeg fortæller om alle mine oplevelser - gode som dårlige. Og forskning har vist, at hvis du vil gøre noget godt for dig selv - så gør noget godt for andre.....

Kontakt mig

Spørgsmål - foredrag - køb af bog

Følg mig!

© Copyright 2023 - All Rights Reserved

Offline Website Builder