Om mig
Jeg er en pige fra 1956, som har 2 voksne børn med hver deres dejlige familie, og jeg bor i et lækkert hus tæt ved børn, strand og vand.
Jeg har et godt og indholdsrigt liv, hvor det allervigtigste sættes i højsædet – nemlig familien. Jeg har en fortid som mangeårig landbrugsrådgiver i bank.
I 1994, da jeg var 38 år gammel, fik jeg ved et tilfælde konstateret brystkræft i venstre bryst. Den praktiserende læge, som fandt knuden, fandt den heldigvis så tidligt, at der kunne laves en brystbevarende operation med efterfølgende strålebehandling. Det kom jeg godt igennem.
15 år senere - i 2009 - kom brystkræften tilbage. Kræften fyldte nu stort set hele brystet og operation ikke mulig. Men efter 4 kemobehandlinger kunne der opereres, og brystet og kræften blev fjernet. Jeg fik efterfølgende 4 forebyggende kemobehandlinger og antihormoner. Og jeg kom også nogenlunde helskindet ud af dette. Kræften var i hvert fald væk.
Ved en brystkræftkontrol i 2013 fandt opmærksomme læger en ny kræft i min bughule, og den blev vurderet uhelbredelig. Den var udsprunget fra blindtarmen og havde spredt sig til 6 ud af de 7 zoner i bughulen. Jeg fik ni hårde kemokure, og så stoppede kræften med at vokse! Og her efter 11 år betragtes den ikke længere som uhelbredelig, da lægerne anser det for meget usandsynligt, at den nogensinde vil vokse igen. Kontrollerne er stoppet og diagnosen "uhelbredelig" slettet. Jeg er så nu i gang med en proces, der hedder, at jeg ikke længere er uhelbredeligt syg, og jeg VIL simpelthen ikke tænke mere på den kræft, der hviler i bughulen. Det går fint - selvom det selvfølgelig ikke bare er så let. Men hele mit system er lettet. Der faldt 100 kg af mine skuldre. Underligt, da situationen er faktisk ikke er ændret - men her reagerer det hele menneske og ikke blot sygdommen, tror jeg.
I 2022 fik jeg et sår i det gamle stråleområde, som ikke ville hele. Lægen konstaterede hudkræft. En kendt senfølge efter stråler fandt jeg ud af. Fem pletter blev fjernet, og jeg fik besked om at holde øje, da der vil komme flere.
Ved en kontrol i sommeren 2023 fandt vi en ny aggressiv brystkræft i det højre bryst. Brystet og kræften blev fjernet, og det var meningen, at der skulle følges op med syv forebyggende kemobehandlinger. Jeg fik én. Så kunne jeg mærke, at jeg ikke skulle have flere. Hele mit system arbejdede imod, og jeg fik blandt andet dårlige øjne. Jeg indhentede en second opinion og læste statistikker. Det bestyrkede mig i, at jeg umiddelbart kunne stoppe og stadig have en overlevelsesprocent omkring 70 efter 10 år. Så det gjorde jeg. Jeg stoppede efter den første kemobehandling. Jeg får 6 Zoledronsyrebehandlinger over en periode på godt tre år. De virker både forebyggende og knoglestyrkende, og det er jeg godt tilpas med.
Hele historien har betydet et liv med opture og nedture, men også et intensivt liv, hvor jeg sætter pris på hver eneste dag og gør alle de ting, jeg har lyst til. Det har også betydet, at jeg interesserer mig meget for det hele menneske. Jeg har undervejs i mine forløb haft behov for hjælp til både krop, psyke og sjæl en hel del gange. Sygehuset har undervejs taget sig af min sygdom - min opgave har været - og er - at finde den gode livskvalitet, som jeg nu selv definerer den.
Jeg døjer en del med senfølger, men arbejder hårdt på at fokusere på de gode ting i tilværelsen og acceptere de ting, jeg ikke længere kan. Jeg har en række mindre senfølger, som jeg tager mig af, så de generer mindst muligt. Og så er der fødder med kronisk nervebetændelse, som virkelig begrænser mig. Og der er angsten, som vender tilbage med jævne mellemrum.
Jeg har tænkt meget over, hvad meningen kan have været med de mange kræftdiagnoser. Jeg har besluttet, at jeg vil bruge alle forløbene konstruktivt og tage ved lære. Kan jeg gøre noget anderledes i mit liv? Eller er det faktisk tilfældigt, hvordan sygdommen rammer? Det er en spændende proces, men også svær. Og jeg tror ikke, den nogensinde stopper. Det er dog vigtigt at sætte fokus på, hvad jeg kan lære - i stedet for den skam- og skyldfølelse - hvad er det, jeg gør forkert? - der er dukket op.
Jeg interesserer mig meget for brugerinddragelse. Jeg har været medlem af Patient-pårørenderådet for Kræftområdet på Vejle Sygehus i 8 år og har været formand de 5. I forbindelse med stoppet blev jeg udnævnt til æresmedlem.
Jeg har været medlem af Advisory Board i Center for Fælles Beslutningstagning gennem næsten 10 år. Jeg har været været en del af Senfølgerforeningens bestyrelse - og i øvrigt deltaget i relevante bestyrelser, styregrupper, workshops, paneldebatter og meget mere gennem årene.
I dag er jeg folkepensionist efter nogle år som førtidspensionist på grund af de mange kræftdiagnoser og følgerne heraf. Jeg er aktiv på "patientstemmefronten". På sygehuse, i patientforeninger, via egne foredrag og hvor jeg ellers kan få lov at dele mine erfaringer. Det giver mening for mig.
Jeg havde den 4. maj 2025 den store glæde at blive valgt ind i Kræftens Bekæmpelses Hovedbestyrelse. Jeg stillede op til valg efter opfordringer, og jeg er så stolt og beæret over, at jeg blev valgt. Jeg glæder mig meget til arbejdet - og til at give noget af alt det tilbage, som jeg selv har fået fra KB.
Jeg har altid godt kunnet lide at skrive, så jeg har været en tur på Forfatterskole og er nu i gang med min bog nr. to.
