Så skete det igen. Jeg ramte muren. I fuld fart.
Det er så tredje gang, jeg rammer den.
Første gang var, mens jeg fik kemo og trænede i det kommunale tilbud for kræftopererede. Vi skulle gå en længere tur, og jeg kunne mærke, at jeg måske ville få svært ved det, men – det var lidt flovt at sige, syntes jeg. Alle de andre kunne godt. Stædighed kom også på banen. Jeg måtte prøve.
Som jeg af og til lidt overmodigt siger – hvis man ikke prøver grænser af, ved man jo ikke, hvor de går. Det gør så bare lidt ondt, når man rammer dem. Og det gjorde det også her. Efter en pause ville mine ben simpelthen ikke rejse sig igen, og jeg måtte hentes i bil………..
Anden gang, jeg ramte muren, var i den periode, vi undersøgte, hvor mange timer jeg kunne klare i et fleksjob. Jeg kørte faktisk selv ”undersøgelsen”, og efter en god periode prøvede jeg løbende at forhøje timetallet. Indtil en morgen, jeg dukkede op og tændte computeren. Søde kolleger kom hen og snakkede – og pludselig skulle jeg bare hjem. Jeg kunne mærke, det hele gik i stykker inde i hovedet, så jeg slukkede pc’en igen og måtte blive hjemme i en længere periode.
Og nu har jeg gjort det igen. Jeg fik sagt ja til så mange opgaver, at det hele løb sammen i mit hoved. Specielt om natten, hvor alle opgaver blev kæmpestore.Og det var SÅ irriterende, for jeg har jo redskaber til at takle de her ting.
Fik jeg dem brugt? Nix!
Og dog – jeg kørte ikke helt så stærkt mod muren denne gang. Jeg fik nemlig ret hurtigt snakket med nogen om det, og jeg fik støtte til at gøre noget ved det.
Det er faktisk en væsentlig forbedring i forhold til mit ”gamle” jeg 😅
At gøre noget ved det her var at sige fra. At ryste på hovedet i stedet for at nikke. Få tilpasset opgaverne.
Det lyder jo nemt nok, men det betyder, at jeg skal gå imod hele mit væsen, som så gerne vil det hele. Som ikke kan få nok. Som har travlt, fordi jeg ikke ved, hvor længe jeg kan fortsætte. Og også et væsen, som sender signaler om, at jeg kan klare det hele.
Jeg er jo godt klar over, at jeg ikke kan det hele – MEN så vil jeg sørme have så meget med som overhovedet muligt! Og nu har jeg sagt fra, hvor jeg skulle og fået lyst og mod på at fortsætte med de tilbageblevne opgaver.
Det er faktisk ret bøvlet at balancere på denne knivsæg, som jeg har anbragt mig på. En centimeter til den ene side så er det hele SÅ kedeligt. En centimeter til den anden side så er jeg SÅ stresset.
Sådan har jeg faktisk altid haft det. Det kan jeg nok ikke ændre. Og egentlig går det da også meget godt det hele 😊🌞😎😅
Rigtig god weekend