Jeg bliver så glad!
Det glæder mig så meget, når jeg er ude og holde foredrag, at folk kommer hen og fortæller, at de faktisk kan bruge det, jeg fortæller om.
Som den pårørende til en uhelbredeligt syg, der kom hen og spurgte: ”Er det virkelig normalt, at ……”, og jeg så kunne svare: ”JA det er det. Sådan tænker og gør vi typisk”.
Eller da jeg fik kommentaren: ”Jeg er så stolt over alt det, du gør”.
Jeg brugte ikke meget benzin undervejs hjem fra det foredrag. Jeg fløj på skyerne 🥰
Vi fik også en god snak om, hvordan man får folk til at åbne sig om deres kræft. Hvis de da selvfølgelig ønsker det… Men min erfaring er, at det hjælper så meget på den sorte klump af angst i maven, at man åbner munden og fortæller om sin situation. Igen og igen. Og hører, at andre faktisk går og bøvler med nøjagtigt det samme som en selv.
Der findes forskellige netværksgrupper for kræftpatienter. Og jeg må bare sige – nej, vi sidder ikke og dyrker vores sygdom – vi kommer af med de ting, der trykker os og får god hjælp og støtte hos de andre, som nøjagtigt ved, hvad vi snakker om. For de er der selv. Vi deler alt muligt – og der opstår et helt specielt sammenhold, når man kan blotte sig totalt uden konsekvenser. Det kan anbefales.
Hvordan kommer man så afsted, når man ikke kender nogen – når man ikke lige ved, hvor det er – og i øvrigt synes, det er svært det hele?
Måske der skulle komme en og hente og aflevere den første gang? Ville det mon hjælpe? Eller hvordan kan vi hjælpe flere afsted til disse netværksgrupper? Gode ideer modtages gerne 🙏
Så har jeg været til inspirationsmøde i Center for Fælles Beslutningstagning. En fantastisk spændende dag. Jeg kan godt forstå, at der er efterspørgsel efter konceptet fra de andre regioner i Danmark. Det kan kun gå for langsomt med at implementere, for selvfølgelig skal vi patienter da have vores egne præferencer med ind over beslutning om behandling og alt muligt andet, der vedrører vores hverdag🌞
Rigtig god weekend