På tirsdag skal jeg sørme holde et oplæg for en gruppe læger.
Det glæder jeg mig SÅ meget til. Af flere årsager.
For det første er det alt for længe siden, jeg har været afsted, synes jeg. Og for det andet skal jeg snakke om mig selv. Det er jo slet ikke så ringe 😉 Jeg skal nemlig snakke om den proces, jeg har været igennem efter min uhelbredelig kræftdiagnose og frem til det gode liv, jeg har i dag. Det vil jeg faktisk gerne fortælle om og drøfte med disse mennesker.
Derefter skal vi se og drøfte undervisningsfilm om fælles beslutningstagning. Jeg er patienten i den film, og jeg ser frem til en konstruktiv snak om mange ting i den forbindelse.
Ellers har jeg hørt om den nyeste forskning indenfor stress og stressshåndtering ved Bobby Zachariae. Her kom godt nok nogle gode pointer frem, som jeg har skrevet mig bag øret. Bl.a. stressniveauet. Det handler jo ikke om at undgå stress – men det handler om at finde sit optimale stressniveau.
Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være med-konferencier på en stor kommunikationskonference, og jeg tænkte længe over det, før jeg takkede ja tak. Fordi jeg simpelthen var i tvivl om mit stressniveau, når tingene løber af stablen. For lidt – for meget? Men jeg takkede ja tak, og jeg håber og tror, at sådan en opgave kommer meget tæt på mit optimale stressniveau. Det skal simpelthen prøves. Som Pippi Langstrømpe siger – det har jeg aldrig prøvet før, så kan jeg sikkert godt!
Rigtig god weekend til alle – undtagen dem, der kan spise alt muligt uden at tage på