Jeg har været corona-ramt. Ikke fysisk, men mentalt.
Jeg blev blæst omkuld af en bølge, der satte mig ud af spil. Hvor jeg endte i sofaen.
Energien var helt væk. Tankerne kørte i ring. Her var alt for stille. Her var alt for lidt kontakt til andre mennesker.
Jeg forstod ikke helt, hvad der skete. Jeg kender jo godt alle gode råd, når jeg tænker klart. Men det gjorde jeg ikke. Jeg tænkte i ring.
Ud i naturen – årh der var så koldt, og mine fødder gjorde ondt.
Læse en bog – årh der var så langt hen til bogreolen.
Høre noget musik – årh så skulle jeg til at tage stilling til noget.
Kontakte nogle mennesker – årh skulle jeg virkelig kontakte dem for at sidde og brokke mig og tude lidt?
Ingenting blev det til.
Jeg sad bare i sofaen.
Og så kom der alligevel lidt lys ind. Sms’er fra netværket. En telefonkontakt. En forsigtig banken på døren af en barnehånd.
Mine tanker blev mindre negative – og jeg begyndte at mærke en kæmpelettelse. Jeg var igen på vej ud af den sorte sky. Jeg kunne igen begynde at tage initiativer. Langsomt.
Og der kom et brev i min eboks.
Jeg ville høre nærmere, når jeg skulle vaccineres mod den fysiske corona. Jeg tænkte, hvilken luksus. Jeg behøver ikke foretage mig noget som helst. Alt med hensyn til corona bliver planlagt og serveret for mig. Hvilket velfærdssamfund!
Jeg ønsker mig også en vaccine mod den mentale corona!
Jeg ved godt, at den først kommer, når jeg igen kan få et kram, der presser al luften ud af mine lunger. Når der igen kommer spændende opgaver ind i kalenderen. Når jeg igen har kontakt med alle de mennesker, jeg ønsker at have kontakt til.
Åh hvor jeg glæder mig! Tiden kan kun gå for langsomt!
Rigtig god januar-weekend 💝☕😊