Min private situation var sådan, at vi havde købt et større landbrug, lige inden jeg fik diagnosen. Vi havde solgt det gamle landbrug, fordi vi ønskede større udfordringer. Og vi havde 2 ansatte, som boede og spiste hos os. Ungerne var 8 og 11 år gamle.
Så fik jeg kræft. Året var 1994.
Heldigvis blev knuden opdaget tidligt, og behandling var operation (fjernelse af knude og kræft) og stråler. Jeg var sygemeldt under operationen, mens jeg dukkede op på jobbet stort set hver dag under strålebehandlingen, som foregik i Odense gennem ca. 6 uger. Her bagefter kan jeg se, at jeg ikke var til gavn, men blot flyttede rundt på papirerne på skrivebordet. Men det havde stor betydning, at jeg kunne føle mig en smule normal under sygdomsforløbet. Det betød også, at jeg snakkede med kollegerne – så det var ikke svært at komme tilbage på job. Jeg fik frie hænder under hele forløbet til at vurdere, hvad jeg kunne. Tak til arbejdsgiver.
Så gik det bare derudaf, til jeg blev 54 år gammel. Så vendte brystkræften tilbage. Året var 2009. Og nu blev det svært. Nu betød det 6 måneder med heavy kemobehandlinger og en større operation midt i. Og jeg var rigtig bange. Arbejdet rykkede næsten ud af synsfeltet, men (samme) arbejdsgiver var stadig forstående, og jeg fik selv lov at vurdere undervejs. Det betød, at jeg besøgte min arbejdsplads en enkelt gang mellem hver kemobehandling, og jeg lo og græd sammen med kollegerne. Det viste sig, at vi fik bugt med kræften igen, og glad var jeg. Jeg var borte fra jobbet i godt 7 måneder og min løn gik ind på kontoen hver den 1. Tak til arbejdsgiver.
Og hverdagen efter denne tur? Det blev svært, og jeg kunne ikke få tingene til at køre. Vi forsøgte med en 4-dages uge og ugentlig snak med planlægning af kalender. Jeg kunne ikke. Min koncentration og hukommelse var helt til rotterne.
I samme periode fik min mor nemlig lungekræft og døde 2 år efter diagnosen i 2011. Min far døde 2 måneder senere. Vi havde solgt gården og var blevet skilt. Og nu kunne jeg ikke passe jobbet. Jeg havde det så skidt på alle måder.
Alligevel går tiden – og sommeren 2013, da jeg gik på sommerferie, var jeg glad. Jeg syntes, at jeg med min 4-dages-uge havde fået rigtig godt styr på alle mine landmænd.
Jeg kom så aldrig tilbage til jobbet igen. For sommeren 2013 bød også på en ny kræftdiagnose – den 3. af slagsen og nu uhelbredelig kræft i bughulen. Nu forsvandt jobbet helt ud af mit synsfelt, og jeg tænkte overhovedet ikke på det det næste års tid. Og jeg tænkte faktisk overhovedet heller ikke på, at lønnen faktisk fortsatte med at gå ind på min konto hver den 1. Da jeg fik næsen oven vande igen efter godt 1 år, drøftede vi fleksjob. Og igen igen fik jeg selv lov til at sætte dagsordenen. Hvor mange timer? Hvilke opgaver? Og det var kun 3 år efter et sygefravær på 7 måneder! TAK til arbejdsgiver!
Efter ca. 2 år i fleksjob var der gang i kræften igen – og nu blev jeg træt. Det havde ikke været nemme år, for jeg blev konstant mindet om, hvad jeg havde kunnet og ikke længere kunne. Så nu var tiden kommet til at søge en seniorførtidspension, syntes jeg. Kommunen var heldigvis helt enig. SÅ - jeg er ude af arbejdsmarkedet – ikke helt med min gode vilje – men alligevel… 💞😍
Rigtig god tirsdag 😎
Kelstrup, den 6. august 2019