Jeg er bekymret.
Jeg går og venter på indkaldelse til operation.
Det handler om mit sår, som ikke vil hele, og som sidder lige omkring det gamle brystkræft-ar, hvor der løbende dannes arvæv og samles væske. Såret er nemlig hudkræft.
Hudkræft er godartet og faktisk en kendt bivirkning/senfølge af strålebehandling. Det var jeg ikke lige klar over. Men når jeg tænker tilbage – jeg fik 28 strålebehandlinger i 1994, og dengang var behandlingen nok ikke helt så nænsom som i dag – ja så er det vel forventeligt med en gang hudkræft i stråleområdet.
Jeg synes bare ikke lige, jeg gider bøvle med det.
Jeg er bekymret for operation i stråleområdet – hvor langt graver de ned for at få det hele med – hvad betyder det for arvævet og væsken, at de roder lige der – hvordan vil helingsprocessen gå i det følsomme område?
Og så er der jo lige det med kræften i bughulen. Den gror igen. Gad vide, om den stadig gør det, når jeg kommer til scanning i juni?
Jo jo – det ligger lige for at være bekymret.
Men – så er det jo, at jeg må grave nogle af mine gamle værktøjer frem. Da jeg fik min uhelbredelige diagnose i 2013, indførte min søster og jeg et nyt ordsprog: ”Vi løser opgaverne i den rækkefølge, de opstår”. Ingen unødige bekymringer – det er tidsspilde og tager alt for meget energi.
Det skal jeg træne med igen!
Jeg skal i gang med noget sjovt og spændende, og så kan jeg tænke videre på det her, når indkaldelsen fra sygehuset kommer!
Rigtig god weekend